Besøgscenter i Grønlands første UNESCO område

Isfjordscentret tager dig med på en smuk og lærerig indføring i den grønlandske natur og kultur.  I forår-, sommer- og efterårsmånederne er der fra vores tag fri adgang til et af Grønlands smukkeste udsigtspunkter, hvorfra du kan se udover isfjorden Kangia. Udover den faste udstilling rummer Isfjordscentret to kunstinstallationer, biograf, butik og café, hvor du som besøgende kan gå på opdagelse og nyde en bid mad, mens besøgets mange indtryk bundfælder sig. 

Åbningstider 2026

  • 13. januar 12-15
  • Januar lukket
  • Februar, onsdag – søndag 11-15
  • Marts/april/maj, onsdag – søndag 10-16
  • Påske, 30. marts – 6. april 10-16
  • Pinse 24. maj – 25. maj 10-16
  • 1. juni – 15. juni,  august, onsdag – søndag 10-16
  • 16. juni – 15. september, alle dage 10-17
  • 16. september – 30. september, alle dage 10-16
  • 1. oktober – 30. november, onsdag – fredag 11-15, lørdag & søndag 11-16
  • December lukket
  • Særåbning, 5. – 6. december og 28. -29. december 12 – 16

IS BETYDER LIV

Historien om isen er historien om livet i Diskobugten. Det er historien om den ufattelige vægt af indlandsisen, der gennem årtusinder knuser grundfjeldet under sig og skubber det foran sig i sin langsomme og uimodståelige rejse mod havet. Der afleverer isen det knuste fjeld, som frigiver sine næringsstoffer, så livet i havet kan blomstre. Is betyder også liv for de mennesker og dyr, der behøver havisen for at jage eller fiske. Her er isen både grundlaget for naturens og menneskenes liv.

ISEN HUSKER

Når mennesket glemmer, husker isen. Store begivenheder som vulkanudbrud eller meteornedslag, der for længst er gået fra beretninger, til sagn til glemslen, kan aflæses i indlandsisens indre. Indlandsisen er formet af lag efter lag af sne, der er faldet år efter år og gradvist er presset sammen af vægten af den efterfølgende sne. Hvert lag fanger små luftbobler i sne, der bliver frosset og gemt til eftertiden. I dag kan vi læse iskernerne som en bog over vores forhistorie, vores tidlige historie – ja helt op til moderne tid. Vi kan se effekten af civilisationers storhed og fald, og vi kan blive klogere på de klimaforandringer, der påvirker vores liv i dag.

ISEN FORTÆLLER

Videnskaben optegner, registrerer og aflæser verden omkring os. Kunsten fortolker, forklarer og forundrer. På Isfjordscentret mødes kunst og videnskab i en installation, der gennem lyd, billeder og vores øvrige sanser både udfordrer og udvider vores forståelse af indlandsisen, dens udstrækning og dens betydning for den verden, vi alle er en del af.

INUITKULTUREN

Gennem årtusinder har Inuit trivedes i Diskobugten til trods for det ekstreme klima og polarnattens mørke. Inuitternes kultur er tilpasset de barske betingelser i tæt samspil med isen og naturen. Den teknologi Inuit har udviklet til fangst, fiskeri, tøjproduktion og transport er et tydeligt eksempel på, at mennesket og naturen for altid har været og vil være uløseligt forbundet.

ISFJORDSCENTRETS ARKITEKTUR

Med sin verdensklasse arkitektur er Isfjordscentret i sig selv en attraktion og udformningen er tænkt sammen med centrets formidling. Bygningens form er inspireret af sneuglens vingefang, når den er i flugt gennem landskabet. Isfjordscentret ligger som en naturlig forlængelse af vandreruterne i UNESCO Verdensarvsområdet. Derfor er taget konstrueret, så man kan gå over centret og nyde udsigten til det omkringliggende landskab.

Det er en del af Dorte Mandrup Arkitekternes grundtanke om, at Isfjordscentret på den ene side skal påvirke området så lidt som muligt, samtidigt med at centret indbyder til en transparent dialog mellem udstilling og omgivelser – mellem mennesker og natur.

ISFJORDSCENTRETS OMGIVELSER

Isfjordscentrets omgivelser er mindst lige så betagende som Isfjordscentret selv. Isfjordscentret er netop skabt for at forstørre din oplevelse af den utroligt spektakulære Isfjord, der netop af den grund er en del af UNESCOs Verdensarv. Indtrykkene fra de enorme ismasser, der kælver, splintres, ruller og tårner sig op vil blive hos dig resten af livet. Samtidigt er Isfjordscentret placeret midt i den grønlandske natur og kultur med kort afstand til forladte bopladser og den gamle kirkegård, som i sig selv er en oplevelse værd.